Dato: 5. december 2012Udviklingen i forlagsbranchen handler ikke udelukkende om digitale løsninger, men også om at skabe andre former for nye produkter, ydelser og partnerskaber til det kommercielle marked. Det arbejde får nu ekstra fokus med Ulla Selfort som innovationsdirektør på området.
Hvordan skal fremtidens produkter, partnerskaber og ydelser til det private, kommercielle marked se ud hos landets største forlag?
Det spørgsmål sætter Gyldendal fra 1. januar 2013 yderligere fokus på ved at udnævne en innovationsdirektør for Gyldendal Forlag, den del af forlaget der har fokus på det private marked via bl.a. Gyldendal Skønlitteratur, Gyldendal Fakta, Gyldendal Business og Gyldendal Børn & Unge.
Ideen om en innovationsdirektør er skabt af Tine Smedegaard Andersen, der tidligere i år blev direktør for Gyldendal Forlag – og formålet er at afsøge nye vækstområder og partnerskaber i og uden for forlagsbranchen og at styrke det interne kreative og forretningsfornyende samarbejde på tværs i organisationen.
”Når man i forlagsbranchen taler om innovation, går meget ledelsesfokus og forretningsudvikling i disse år udelukkende i retning af det digitale. Jeg mener, det er afgørende for vores fremtidige succes, at vi udvikler forretningen kreativt på en hel række andre planer, som kan involvere det digitale, men ikke nødvendigvis gør det - bl.a. partnerskaber, produkter, som går på tværs af redaktionelle skel , og ydelser, der ikke ligger som en del af den konventionelle forlagsforretning,” siger Tine Smedegaard Andersen.
Innovationsdirektøren bliver Ulla Selfort, der for Gyldendal som udviklingschef tidligere har opbygget salget af bøger til supermarkedskæderne og som bogklubchef i sluthalvfemserne bl.a. tog de først spadestik til Gyldendals Bogklubber på nettet. Med udnævnelsen forlader Ulla Selfort samtidig sin hidtidige stilling som direktør for Gyldendal Børn & Unge og Gyldendal Fakta.
”Vi skal have nytænkning og gammeltænkning på samme tid - passe forretningen og samtidig have gang i agile og mere netværkslignende processer både internt og eksternt. Desuden skal vi transformere den enorme kreativitet og produktdygtighed, der er hos medarbejderne, til nye arbejdsprocesser, nye produkter og nye services,” forklarer Ulla Selfort.
Gyldendal Forlag er en del af Gyldendal a/s. Det ledes af direktør Tine Smedegaard Andersen og omfatter: Gyldendal Skønlitteratur, Gyldendal Fakta, Gyldendal Business, Gyldendal Børn & Unge, Gyldendal Digital, Gyldendal Salg & Marketing, Gyldendal Group Agency samt g.dk. I Gyldendal Fakta fortsætter Louise Haslund-Christensen som redaktionschef, og det samme gør Elin Algreen-Petersen i Gyldendal Børn & Unge.
Med venlig hilsen
Gyldendal
For yderligere information kontakt:
Tine Smedegaard Andersen, mobil 2342 7437.